Migræne er en intens, pulserende eller dunkende hovedpine, der optræder i anfald og kan vare fra 4 til 72 timer. Smerten sidder oftest i den ene side af hovedet, men kan også være dobbeltsidig og varierer ofte fra anfald til anfald. Anfaldene ledsages typisk af symptomer som kvalme, opkastning samt overfølsomhed over for lys og lyd.
Årsagen til migræne er ikke fuldt ud klarlagt, men sygdommen har en vis arvelig komponent og betragtes som en neurologisk tilstand. Man formoder, at migræne opstår på grund af en øget følsomhed over for smertesignaler i hjernen.
Omkring 800.000 danskere lider af migræne, og kvinder rammes cirka tre gange oftere end mænd. Det skyldes sandsynligvis de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron, som svinger gennem menstruationscyklussen og dermed kan udløse eller forværre migræne. Dette ses tydeligt ved menstruationsmigræne og menstruationsrelateret migræne.
En anden type er migræne med aura, som viser sig ved syns- eller føleforstyrrelser. Omkring en tredjedel af alle migrænepatienter oplever aura.
Mange oplever, at faktorer som ændret søvn, stress eller visse føde- og drikkevarer, fx ost eller rødvin, kan udløse anfald. Udløsende faktorer varierer dog meget fra person til person.
Mange med migræne oplever en bedring med alderen. Hos kvinder bliver migrænen ofte mildere eller forsvinder helt efter overgangsalderen, mens mænd også kan opleve færre anfald med alderen. Desuden oplever mange kvinder færre anfald under graviditet, især i andet og tredje trimester.