Slidgigt, også kaldet artrose, er en af de mest udbredte gigtsygdomme og skyldes, at brusken i leddene gradvist nedbrydes. Brusken fungerer som en slags støddæmper mellem knoglerne, og når den bliver slidt væk, øges belastningen på knoglerne, ledbåndene og ledkapslen. Med tiden kan det føre til smerter, stivhed og nedsat bevægelighed i det ramte led.

Slidgigt rammer oftest led, som belastes meget i hverdagen, for eksempel knæ, hofter, hænder, fødder, nakke og rygsøjle. Sygdommen udvikler sig langsomt over mange år og kan forløbe meget forskelligt fra person til person. Mange lever fint med slidgigt uden større gener, mens andre oplever betydelige smerter, nedsat funktionsevne og påvirket livskvalitet.

De mest almindelige symptomer på slidgigt er smerter i og omkring leddet, som ofte starter, når man begynder at bevæge sig efter hvile. Senere kan smerterne komme ved belastning og i sværere tilfælde også i hvile. Andre typiske tegn er stivhed, hævelse, knasen eller skurren i leddet, nedsat bevægelighed og i nogle tilfælde misdannelser af leddet. Over tid kan musklerne omkring leddet blive svagere.

Slidgigt skyldes primært slid og ældning, men også arv, tidligere skader, hårdt fysisk arbejde og overvægt kan spille en rolle. For eksempel kan gamle knæskader, meniskskader eller fejlstillinger i leddene øge risikoen. Man skelner generelt mellem en arvelig type og en type, hvor slidgigten opstår som følge af slid, skader eller overbelastning.

Slidgigt er en kronisk sygdom, som kan veksle mellem gode og dårlige perioder. Selvom brusken ikke kan gendannes, kan man selv gøre meget for at lindre symptomerne og bremse udviklingen